Opdræt & genetik

I 1998 fik mine undulater deres første kuld, og jeg opdrættede regelmæssigt unger frem til 2008. En del af kuldene kan ses under "Tidligere kuld".
Her i 2016 har jeg så fået lyst til at starte op igen, og håber på unger i løbet af året:)

Mine par bliver delt op i par, når de skal yngle, og ungerne bliver ringmærket. Jeg håndterer mine unger mens de er i reden, så de er vant til menneskehænder, og der er derfor en god grobund for selv at gøre dem tamme. Det vil stå under "Til salg/unger", når der er unger på vej.


Rockshe & Gråpip (maj 2016)

 

Opdræt
Undulater er kønsmodne ved 3-4 mdr. alderen, men de er langt fra klar til avl ved dette tidspunkt, og de bør være min. 12 mdr. før man benytter dem til avl. Det er selvsagt hårdt arbejde for kroppen at lægge æg, og opfostre et kuld eller to. Af samme årsag er det vigtigt at fuglene er i god kondition inden man giver dem redekassen. Når de er yngleklar er deres vokshud glat og pæn.

Undulater bygger ikke rede, men lægger æg i en redekasse (eller hult træ som i naturen). De lægger i gennemsnit 4-6 æg - et æg hver anden dag. De klækker i samme rækkefølge som æggene er lagt, så ved store kuld kan der være ret stor aldersforskel på ungerne. Hunnen ruger i 18 dage. Når ungerne er 28-32 dage gamle hopper de ud af reden, men de fodres fortsat af forældrene mens de selv lærer at spise. De må ikke fjernes fra forældrene før de er min. 6 uger gamle. Du kan se en billedeserie af et kuld vokse op her.

-

Ringmærkning
Det er en god ide at ringmærke sine unger med faste ringe, dvs. ringe der skal sættes på ungen når den er 6-8 dage gammel. På denne ring er der anført årstal og et fortløbende nummer. Årstallet er så man ved hvad år fuglen er klækket og det fortløbende nummer gør ringen unik - og rigtig smart at indføre i sin database over unger. Man kan købe ringe hos Dansk undulatklub (og få egne initialer på - kræver dog medlemsskab) samt hos Landsorganisationen Danske fugleforeninger. Australske undulater bruger str. 4,0 mm og engelske bruger 4,5 mm.

-

Genetik
Et for mig virkelig spændende område er farvegenetikken hos undulater (og andre dyr), og hvis man gerne vil avle efter nogle bestemte farver eller tegninger, så er det nødvendigt at sætte sig lidt ind i genetikken. Det kan godt være det er lidt langhåret, men når man først har forstået grundprincipperne, så er det rigtig spændende - og rigtig skægt at lege detektiv, når der kommer en unge i en uventet farve/tegning. Du kan læse mere om genetikken her.

-

Kønsforskel hos voksne undulater
Hannerne har blå vokshud - med nogle undtagelser, da der er nogle varieteter som afviger, bl.a. danskbroget, hvor farven snarere er lilla/hudfarvet.
Hunnerne har brun vokshud, når de er yngleklar. Der er nogle hunner, hvor farven er hvidblå - hvilket nogle gange forvirrer og man tror man har en han.

 


Til venstre danskbroget han og til højre den alm. blå farve på vokshuden hos en han.

 


Begge to er hunner til trods for farveforskellen i vokshuden. Den til venstre er klar til at yngle.

 

 

Forskellige typer af redekasser
Undulater bruger en redekasse, når de skal yngle. Her er der en del forskellige muligheder, og jeg viser så to af dem jeg selv har prøvet med lidt kommentarer til dem.

Træredekasse til undulater, hvor låget kan hives til side. Det er iøvrigt rart at låget sidder i en sliske, så der ikke er risiko for at låget bliver puffet af. Redekassen passer på alle bure, og man kan evt sætte kroge i stedet for tråden, hvis man foretrækker det. Rengøringsmæssigt kan man ikke rense kassen grundigt mens der er unger, men man kan selvfølgelig godt skifte bundlag (fx spåner).

Plasticredekasse til undulater. Den er meget ufleksibel ift. fastgørelse på buret, og jeg måtte være noget opfindsom for at kunne sætte den ordentligt fast, da den ikke passede til mine bure. Der medfølger en bundbakke (forrest i billedet), som gør det utroligt nemt at holde reden ren. Kan anbefale at man har to bundbakker pr. kasse, da man så bare tager en ny bundbakke, putter spåner i, og så flytter ungerne - ganske hurtigt og nemt.