Undulathimlen
Her er alle mine dejlige undulater, som er fløjet til undulathimlen.
R.I.P.
---
Holly
Klækket 2. september 2016 - død 5. december 2024
Holly er klækket 2. september 2016, hendes forældre var Rockshe & Gråpip. Hun var gulmasket type 2 hollandskbroget mauve (split danskbroget). Hun blev 8,3 år.
Rockshe
Klækket 2010 - død 25. november 2020
Rockshe flyttede ind 13/5-16 sammen med Gråpip. Ifølge hans ring var han fra 2010. Han var gulmasket type 2 danskbroget kobolt. Læg mærke til at vokshuden er lilla og ikke blå - det er fordi han er danskbroget:) Han var split isabel. Han er tam. Han blev far til et kuld mens han boede hos mig. Super sød fugl som vil blive savnet. Han blev 10 år.
-
Gråpip
Klækket omkring 2013/14 - død 23. nov 2018
Gråpip flyttede ind 13/5-16 sammen med sin mage Rockshe. Ifølge tidligere ejer skulle hun være 2-3 år, så fra 2013/14, men kan meget vel være ældre. Jeg ved ikke med sikkerhed hvilke varieteter hun var, men jeg tror hun var hollandskbroget violkobolt + evt gråvinget (eller noget andet afbleget). Hun var split danskbroget. Hun var meget flyvsk og bange for hænder. Hun fik et kuld med Rockshe mens hun boede her (havde fået flere sammen før) og hun passede dem helt perfekt. Jeg har fortsat deres fire unger: Lucca, Mathias, Izzie & Holly.
Hansine
Klækket 2014 - død 2. oktober 2018
Hansine flyttede ind 21/5-16 og det var kærlighed ved første blik da Villads og hende mødtes. De fik senere på året et kuld unger, hvoraf jeg stadig har Vilma & Viktor. Hansine var violkobolt opaline og helt utrolig smuk. Hun lå pludselig død en dag jeg kom hjem fra arbejde. Hun blev ca 4 år.
Mille
Klækket 2007 - død 10. marts 2018
Mille sad mutters alene nede i dyrehandleren og ville bare så gerne med hjem, så det fik hun lov til. Jeg kender ikke hendes præcise alder, men hun virkede ung, så skyder på at hun er fra 2007. Hun flyttede ind hos mig i juni 2008. Hun er gulmasket type to albino. Hun flytttede ind i juni 2008. Fra 2010-april 2013 boede hun i udendørs voliere, og da den blev nedlagt kom hun hjem igen. Mille blev ca 11 år.
Til venstre da Villads var unge, og til højre 8 år gammel
Villads
Klækket 13. maj 2008 - død 29. januar 2017
Villads var søn af Vincent & Isabella og var spangle violkobolt med nogle utroligt flotte mørke tegninger. Han var en absolut yndling fra min side, og i 2016 købte jeg Hansine, og Villads blev smaskforelsket i hende på rekordtid. Det var heldigvis gensidigt, og de nåede at få et kuld unger, hvoraf jeg har beholdt Viktor & Vilma.
Villads blev 8,8 år.
Isabella
Klækket 26. januar 2004 - død 16. juli 2015
Hun var datter af Bianca & Wagner og var spangle australskbroget blå. Hun er mor til 6 unger (Vincent er far), bl.a. Villads. Hun blev 11,6 år.
Ophelia
Klækket 7. juni 2008 - død 20. februar 2014
En smuk opaline himmelblå - som var en stor overraskelse (varietetsmæssigt). Hendes forældre var Pamina & Figaro. Hun blev 5,8 år.
Nuttebassen
Klækket 6. juni 2008 - død 14. september 2012
Nuttebassen klækket 6. juni 2008, og er skyggevinget lysegrøn. Hans forældre var Figaro & Pamina.
Han flyttede i 2010 i udendørs voliere. Nuttebassen blev 4,3 år
Figaro
Klækket 1. oktober 2006 - død 27. april 2012
Han er klækket 1. oktober 2006. Han er skyggevinget lysegrøn, og søn af Banani & Sofus. Han blev far til 8 unger (Pamina var mor). Figaro blev 5,7 år.
Pamina
Klækket 10. november 2003 - død 24. december 2011
Hun var datter af Spot & Olivia og kuldsøster til Papageno. Hun var danskbroget blå. Hun blev mor til 8 unger sammen med Figaro. Pamina døde af alderdom 8 år gammel.
Oliver
Klækket 2. juni 2008 - død 20. oktober 2011
Han var søn af Figaro & Pamina. Hans varietet var jeg ikke sikker på, men ihvertfald danskbroget lysegrøn, men tror han var noget mere evt. skyggevinget også... Oliver lå pludselig død til morgen:-(
Papageno
Klækket 6. november 2003 - død 27. juli 2010
Han var søn af Spot & Olivia og kuldbror til Pamina. Han var lysegrøn med normale tegninger, og et ret godt billede på hvordan vildformen af undulaten ser ud.
Han flyttede i 2009 i udendørs voliere
Cho Cho San
Klækket ca. februar 2003 - død 14. juni 2010
Hun blev købt den 4. april 2003 i en dyrehandel, hvor hun var 5-6 uger gammel. Hun var danskbroget australskbroget spangle kobolt. Hun fik 7 unger med Spot og 6 unger med Vincent.
I 2009 flyttede hun i udendørs voliere
Loui
Klækket ca. juni 2004 - død 3. august 2009
Loui var en smuk himmelblå dreng som flyttede ind hos mig i februar 08 sammen med sin mage Shari. Her fandt parret sig hurtig til rette sammen med nogle af mine unger, som Loui hurtigt fik lært at det ikke er farligt at sidde på hånden, når der er agurk i sigte:-)
Vincent
Klækket juli 2003 - død 10. juli 2009
Vincent blev købt på fugleudstillingen i Århus d. 18. oktober 2003. Han var simpelthen den smukkeste undulat jeg nogensinde havde set. Hans varietet var violkobolt spangle. Han nåede at blive far til 15 unger, hvoraf jeg stadig har Villads, der er lige så smuk som sin far.
Sylvia
Klækket 8. februar 2002 - død 30. maj 2009
Hun var datter af Gule & Strit og var lysvinget lysegrøn - en varietet jeg ikke havde haft før og grunden til at hun blev hos mig. Sammen med Janus fik hun tre unger. I 2004 flyttede hun til udendørs voliere
Wagner
Klækket 2002 - død 16. maj 2009
Han blev købt i en dyrehandel den 18. september 2003, hvor han var omkring 12-18 mdr. gammel. Han var mørkegrå med normale tegninger og split for ino. Han blev opkaldt efter komponisten med samme navn, da han kunne synge meget og længe, og helt klart havde mødt kanariefugle i sit liv med tanke på den sang han præsterede. Han fik 7 unger sammen med Bianca.
Gule
Klækket 1998/9 - død 27. februar 2009
Gule blev købt i en dyrehandel den 20. marts 2001, hvor hun var 2-3 år gammel (afleveret i dyrehandleren, da hendes ejere var blevet allergiske). Hun var lutino (helt gul med røde øjne). Hun var alenefugl inden jeg købte hende, hvilket betød en langsom tilvænning til andre fugle, da hun beklageligvis havde glemt hvordan man opfører sig som fugl. Efter en langsom tilvænning gik det okay, og hun nåede at blive mor til 10 unger sammen med Strit. I 2004 flyttede hun i udendørs voliere, hvilket var et stort hit.
Shari
Klækket juni 2005 - død 15. februar 2009
Shari var australskbroget olivengrøn, og flyttede ind hos mig sammen med sin burmakker Loui i feb. 08. Hun var meget sød, og Loui passede godt på hende - og lille Villads var dybt forelsket i hende. Shari lå pludselig død om aftenen.
Olivia
Klækket 10. februar 2002 - død 28. oktober 2007
Hun var datter af Gule & Strit og kuldsøster til Sylvia. Olivia var lysvinget danskbroget lysegrøn. Hun flyttede i udendørs voliere i 2005
Bella
Klækket i 1997 - død 12. november 2006
Hun blev købt på fugleudstillingen i Køge den 18. oktober 1997, hvor hun var mellem 3-6 mdr. gammel. Hun er opaline australskbroget himmelblå. Jeg faldt med det samme for hende, og hun måtte helt bestemt med hjem. Hun fik sammen med Spot tre unger. Hun flyttede i udendørs voliere i 2005
Spot
Klækket november 1996 - Død 1. oktober 2004
Han var mørkegrøn med normale tegninger med en gul plet i nakken, som var grunden til at jeg købte ham og ikke en af hans burkammerater. Jeg købte ham i en dyrehandel den 2. januar 1998, hvor han var ca. 14 måneder gammel. Spot elskede at prøve ny mad, og har mange gange vist vejen for de andre ned til maden; det var så sødt at se ham sidde med hovedet på skrå og vente til jeg havde sat madskålen ned, og før jeg havde fået lukket lågen skyndte han sig ned for at spise. Han har været min klart bedste avlshan og er i alt far til 34 unger (med fire forskellige koner). Jeg beholdte flere af hans unge til videre avl, men har kun to tilbage, nemlig, Papageno og Pamina.
Bianca
Klækket 2000 - Død 14. juli 2004
Hun var gulmasket type to spangle australsk broget. Jeg købte hende af en familie (24/8-03), der havde tabt interessen for hende. Hun var meget blid af sind og tam, men blev nemt blev stresset, hvis hun gik i store flokke, så hun var altid kun sammen med et par stykker mere. Hun nåede at få 7 unger med Wagner, og deres ene datter har jeg beholdt (Isabella).
Angie
Klækket 28. maj 1998 - Død 8. november 2003
Angie var danskbroget kobolt og datter af Spot og Bambi . Angie fik sammen med Julius 20 unger på bare to år. Jeg beholdte to af hendes sønner, nemlig Strit & Janus. Hun var meget smuk, og en fanstastisk mor.
Strit
Klækket 30. april 2000 - Død 18. august 2003
Han var himmelblå med en hvid plet i nakken (ligesom sin morfar). Han var Spots barnebarn, Angie & Julius' søn og storebror til Janus. Strit fik sammen med Gule 10 unger, hvoraf jeg beholdte Sylvia og Olivia.
Janus
Klækket 8. marts 2001 - Død 15. august 2003
Han var koboltblå med en touch af viol i, han lignede sin far Julius, der dog var endnu tydeligere violkobolt. Janus er ligeledes Spots barnebarn og Angies søn og dermed lillebror til Strit. Janus fik tre unger i 2003 sammen med Sylvia.
Tweetie
Klækket 22. maj 1998 - Død 19. marts 2002
Tweetie er kuldsøster til Angie og deres forældre er Spot og Bambi. Tweetie fik ingen unger, men opfostrede to af Angies.
Julius
Købt 10. oktober 1998 (født 1997) - Død 17. marts 2001
Julius købte jeg på en fugleudstilling i Slagelse, og han var den smukkeste af dem alle. Han er koboltviol som stadig er min yndlingsfarve. Julius er far til Strit & Janus.
Bambi & Junior
Den danskbrogede (grøn/gul) købt 18. december 1996 - Fløj sin vej 19. juni 1999
Den himmelblå købt 15. april 1994 - Død 2. september 1999
Junior var min første undulat, som efter et stykke tid fik selskab af Bambi. De var begge hunner. Bambi er mor til Angie og Tweetie.