Bag om dyreholdet 2021

Lidt løst og fast om mit dyrehold..(opdateres kun i begyndelsen af året)

Lidt om mig:
Jeg hedder Anna, er født i 1979 i København, hvor jeg også er opvokset og boede lige indtil december 2018... For i december 2018 gik drømmen om hus og have i opfyldelse, og det betyder at husstanden nu er rykket til en lille by 10 km udenfor Kalundborg.
Siden jeg var 7 år gammel har jeg haft kæledyr, og har efterhånden prøvet lidt af hvert bl.a. guldhamstere, marsvin, kaniner, ørkenrotter, fisk, dværghamstere og forskellige fuglearter.

Marsvin:
Jeg har haft marsvin af to omgange, første gang fra 1989/90-1997 og så igen fra 2001. Min bestand af marsvin er lige nu på 20 stk.
Fra 2002-12 har jeg opdrættet kæledyrsmarsvin under opdrætternavnet "la Cour", hvorefter jeg holdt en pause med avlen. I 2017 begyndte jeg så småt op med avlen igen. Denne gang ville jeg gerne prøve kræfter med racen Curly, som er en semilanghåret Lunkarya med det skønneste sind. Curlyen er dog ikke godkendt som race i dk, men det er rigtig sjovt at arbejde med noget nyt og ungerne er jo superskønne og meget forskellige i pelstypen.

 


Mit første kuld unger i 2017 - 1. generation Curly
(Fra venstre er det Alexander, Alaska, Alba og Allie)

 

 

Fugle:
Min første fugl var en kanariefugl, som hed Tophat, som jeg fik i 1990. Efter dens død fik jeg i 1994 australske undulater, og det har jeg fortsat. Jeg har i dag 6 australske undulater samt 2 engelske undulater (fra 2020).
I 2019 fik jeg et stort ønske opfyldt, da det lykkedes at finde 1,1 Citronparakitter og i 2020 flyttede endnu et par ind, så jeg har nu har to par. Derudover udvidede jeg fuglebestanden i 2019 med 2,2 gouldsamadiner, som i 2020 fik 8 unger, så nu er der en fin lille flok af dem.


Mine to skønne Citronparakitter fra 2019


Akvarium:
I 2006 fik jeg akvarie igen (havde det også som barn), det er dog først i 2013 at jeg har fået sat det på min hjemmeside. Jeg har pt. 1 akvarium og har Ancistrus claro, L129, snegle og rejer.


Tylomelania sp. orange poso (sneglene) og en Neocaridina davidi var. blue fairy (rejen)

 

Haven:
I 2014 begyndte jeg at blive meget interesseret i at dyrke chiliplanter, og i 2017 lavede jeg så en sektion omkring på det min hjemmeside. Siden dengang er det så i mindre grad de stærke chilier, men til gengæld et bredere udvalg af planter/afgrøder, som interesserer mig. Efter jeg flyttede i hus og nu har have (dec 18), så er mulighederne jo pludselig nogle helt andre, end i en lejlighed, og det skal naturligvis udnyttes. I min have har jeg lavet højbede til mine afgrøder, og derudover synes jeg også det er spændende at lave bede med blomster med fokus på insekterne. I havedelen kan man se lidt mere om de forskellige ting jeg laver eller prøver af - det er min første have, så det er en masse ting der bliver prøvet af, for planer har jeg da ihvertfald rigeligt af:)


Min jordbærvæg:)