Bag om dyreholdet 2024

Lidt løst og fast om mit dyrehold..(opdateres kun i begyndelsen af året)

Lidt om mig:
Jeg hedder Anna, er født i 1979 i København, hvor jeg også er opvokset og boede lige indtil december 2018... For i december 2018 gik drømmen om hus og have i opfyldelse, og det betyder at husstanden nu er rykket til en lille by 10 km udenfor Kalundborg.
Siden jeg var 7 år gammel har jeg haft kæledyr, og har efterhånden prøvet lidt af hvert bl.a. guldhamstere, marsvin, kaniner, ørkenrotter, fisk, dværghamstere og forskellige fuglearter.

Marsvin:
Jeg har haft marsvin af to omgange, første gang fra 1989/90-1997 og så igen fra 2001. Min bestand af marsvin er lige nu på 15 stk.
Mit registrerede opdrætternavn er "la Cour" og fra 2002-12 opdrættede jeg kæledyr i forskellige pelstyper og farver. Derefter holdt jeg en pause med
avlen. I 2017 startede opdrættet op igen. Fra 2017-2023 arbejdede jeg med et projekt omkring Curly. Fra 2024 er en ny plan ved at tage form og nye kommende avlsdyr er flyttet ind. Tanken er at arbejde med blå, men også rubin/rødøjede, og gerne flerfarvede.

 


Mit første kuld unger i 2017 - 1. generation Curly
(Fra venstre er det Alexander, Alaska, Alba og Allie)

 

Ørkenrotter:
Jeg fik mine første ørkenrotter i 2006 og holdt og opdrættede dem frem til 2016, hvor jeg tog en pause med dem. I oktober 2021 fik jeg ørkenrotter igen, og havde kortvarigt et lille opdræt igen. Pt har jeg tre totter tilbage.

 


Mine tre ørkenrotter fra 2021: Holger, Hayley & Hugo

 

Fugle:
Min første fugl var en kanariefugl, som hed Tophat, som jeg fik i 1990. Efter dens død fik jeg i 1994 australske undulater, og det har jeg fortsat. Jeg har i dag 6 australske undulater samt 3 engelske undulater.
I 2019 fik jeg et stort ønske opfyldt, da det lykkedes at finde 1,1 Citronparakitter og i 2020 flyttede endnu et par ind, så jeg har nu har to par, som i 2022 fik deres første kuld. Derudover udvidede jeg fuglebestanden i 2019 med 2,2 gouldsamadiner, som i 2020 fik 8 unger, så nu er der en fin lille flok af dem. I 2022 & 2023 kom der også flere andre småfugle til - de kan ses i fugledelen.


En gruppe af de skønne citronparakitter (unger fra 2022)


Akvarium:
I 2006 fik jeg akvarie igen (havde det også som barn), det er dog først i 2013 at jeg har fået sat det på min hjemmeside. Jeg har 1 akvarium med Tylomelania snegle, Aspidoras spilotus samt Neocaridina davidi rejer.


Tylomelania sp. orange poso (sneglene) og en Neocaridina davidi var. blue fairy (rejen)

 

Haven:
I 2014 begyndte jeg at blive meget interesseret i at dyrke chiliplanter, og i 2017 lavede jeg så en sektion omkring på det min hjemmeside. Siden dengang er det så i mindre grad de stærke chilier, men til gengæld et bredere udvalg af planter/afgrøder, som interesserer mig. Efter vi flyttede i hus og nu har have (dec 18), så er mulighederne jo pludselig nogle helt andre, end i en lejlighed, og det skal naturligvis udnyttes. I haven har jeg lavet højbede til mine afgrøder, og derudover synes jeg også det er spændende at lave bede med blomster med fokus på insekterne, hvilket jo også øger andelen af småfugle i haven. I havedelen kan man se lidt mere om de forskellige ting jeg laver eller prøver af - det er min første have, så det er en masse ting der bliver prøvet af, for ideer har jeg da ihvertfald rigeligt af:)


Min jordbærvæg:)